Måling af metal i hårvævet anerkendt af den amerikanske stat til at monitore metaller i kroppen.
I forskningskredse og lægeklinikker tales der kun om kemiske chelatorer i Danmark, når en patient lider af metalforgiftning. Det er egentlig synd og skam af flere årsager.
For det første kan EDTA vise sig at fjerne vigtige mineraler fra kroppen sammen med metallerne, især calcium, hvilket i nogle tilfælde kan være en god ting, mens det kan være en katastrofe i andre. Oftest sidder calcium-depoter i hjernen, men urin- og blodprøver måler ikke hjernens indhold.
For det andet er stadig flere borgere ramt af kemikalieoverfølsomhed (diagnosekode DR688A), hvilket ikke harmonerer med konventionel chelationsterapi. Ifølge det amerikanske lægecenter Kharrazian Patient Education kan det dokumenteres, at en potentielt skadelig immunrespons finder sted hos følsomme patienter.
For det tredje eksisterer mere skånsomme muligheder, som patienten måske nemmere kan tåle. Man hører bare ikke om dem, hvis den pågældende viden ikke er nået frem til de hvidkitlede over ”andedammen” fra USA endnu.
Måling af toksiske tungmetaller i hårvævet er accepteret som en effektiv monitoreringsmetode af US Environmental Protection Agency (USA’s statslige miljøbeskyttelsesorgan), men bruges mig bekendt ikke i lægelige kredse i Skandinavien.
Metoder til metal-monitorering
Der er flere fordele ved at anvende hårvævet som udgangspunkt. Mens urin kan måle, hvad vi udskiller (ikke hvad vi absorberer), fortæller blodet os, hvad der er blevet absorberet og nu cirkulerer i kroppen. Forskellen ved håret er, at man kan få en stærk indikation af, hvad vores hjerner rummer af mineraler og metaller i en periode på tre-fire måneder.
Det er både hurtigere og billigere end hjernebiopsier, der desuden er risikable. I USA måler man i øvrigt også stofmisbrug ud fra håret i forbindelse med retssager.
Hvis man kender en patients indhold af en række metaller og mineraler i hårvævet, kan der tilrettelægges en målrettet behandlingsplan for at balancere metaller. Testen vil nemlig også afsløre, hvordan personens krop arbejder med at nedbryde ernæring og sladre om organernes effektivitet.
Derudover er det påvist, at mineraler og metaller har såkaldte antagonister og synergister – dvs. modsatrettede enheder og enheder, som der samarbejdes med. Det giver den pågældende behandler eller læge et arsenal af våben (læs: kost og kosttilskud), der kan gribes til, når kroppen skal genopbygges og lære at udskille anderledes.
Zink er for eksempel godt til at udskille kobber og kviksølv, men kan sænke makromineralet natrium, hvorfor en hårvævstest er vigtig at starte ud med, før man handler sine kosttilskud! Ligeledes kan det være en dårlig idé at købe kalk som tilskud, med mindre man er konstateret ”fast oxidizer” (hurtig til at omsætte ernæring) i en test. Et andet eksempel er mineralet selen, som har blandt andet sølv, titanium og arsenik som antagonist, hvorfor en titaniumforgiftet har brug for større mængder selen end andre patienter.
Dokumentation på over 190.000 test
Behandlingsretningen inden for mineraler blev grundlagt af den amerikanske læge Dr. Paul Eck i 70erne og kaldes mineral balancing eller mineral balancing science (MB) på engelsk. MB bygger på at skabe balance i kroppens mineraler for derved at opnå homøostase i organer, hvilket vil øge udskilning af ophobede metaller og toksiner.
Dokumentationen over, hvad der virker af kosttilskud og øvelser, bygger på efterprøvede resultater af over 190.000 hårvævsbiopsier udført af Eck selv. Det er dog ikke al data. Nulevende læger som David L. Watts og L. Wilson – som jeg er uddannet i lige linje under – har nemlig valgt at videreføre hans store research.
Det har blandt andet mundet ud i en lang række ”mønstre” i hårvævet, som går igen. Heriblandt er et af de mest kendte og veldokumenterede, at patienten kan have en ”Calcium shell” (”kalk-skal”), dvs. en ophobning af kalk i hjernen. Dette kan være en meget stressende oplevelse (taler af egen erfaring og på vegne af et familiemedlem) med bl.a. insomni, ekstrem træthed, angst og muskelsitren som symptomer. Ifølge Dr. Wilson er det ikke sjældent, at mønstret kan ende i dødsfald (eller måske selvmord) – hvis en behandling ikke påbegyndes tids nok.
Metal kan overtage mineraler i kroppen
”Slow on crutches” (”langsom på stylter”) er et andet fænomen, som består i, at personens mineraler i kroppen gradvist er blevet overtaget af metaller som kompenserer. Bly kan eksempelvis indtage calciums plads i knoglerne, fortæller Dr. David Watts i sin grundbog om mineraler. Sidstnævnte mønster samt ”Four lows” (fire lave makromineraler) er de allersværeste at arbejde med og samtidig nogle af de lidelser, hvor klienten har det allerværst.
Folk med svær EHS (elektrohyper-sensitivitet) og MCS (kemikalieoverfølsomhed) har typisk enten ”Calcium Shell” eller ”Four lows”, men lider normalt under flere mønstre samtidig og rummer dybereliggende metalproblemer.
Udskilning af større metalgrupper under en mineral balancing-diæt kan indebære store forandringer i enten makromineralerne (Ca, Mg, Na, K) eller oxidationstypen, da kroppen i en periode omsætter og udskiller i et andet tempo end ellers. Natrium kan f.eks. stige midlertidigt, mens kroppen udrenser bioutilgængeligt, toksisk bor. Cadmium kan også have indflydelse på natrium, da mineralet vil optræde unaturligt højt, men ændre sig i takt med, at metallet forsvinder fra kroppen og udskilles i et testresultat.
Dr. Eck – et underkendt geni?
Dr. Eck advarede som en af de første om metalvideregivelse fra mødre til babyer via moderkager og fandt metoder til at bekæmpe binyretræthed, længe før det blev et modeord. En tredje opdagelse kom i 80erne, hvor Eck fandt, at jernmangel hos kvinder ikke skyldtes jern:
”Blodprøver kan være meget misvisende. Hovedårsagen til, at mange kvinder har et lavt hæmoglobintal er en kobberubalance. Hvis der er for meget eller for lidt kobber i kroppen, vil jern ikke kunne binde til hæmoglobinet i blodcellerne.”
Mineral Balancing kan lyde som en livsstil i en selvhjælpsbog, men skal nærmere ses som en bred diæt, der indeholder anbefalinger inden for kosttilskud, øvelser og ernæring. MB-”diæten” er målrettet ud fra, hvor hurtigt den enkelte person omsætter ernæring og baseres på personens hårvævsbiopsi. Indholdet kan ændre sig dynamisk ud fra de løbende testresultater.
Idéen er at anvende så skånsomme midler som muligt til at bringe kroppen på ret køl igen. Udskillelse af toksiner, vira, parasitter og metaller tager sin tid, men kan heldigvis mærkes i kroppen og hverdagen, der gradvist bliver mindre smertefuld.